Gode grunde til at redesigne – case altibox.dk

Posted By on 20 feb, 2013 | 0 comments


Website redesign handler om at skabe et nyt design og samtidig bevare og forbedre virksomhedens eksisterende brand og indhold. Det er super motiverende at arbejde med sådanne udfordringer, men website redesign kan være vanskeligt at planlægge og udføre. Du kan støde på flere begrænsninger af både teknisk og indholdsmæssig karakter end ved at starte på en frisk med et komplet website.

Jeg vil nu dykke ned i emnet website redesign og gennemgå mit seneste projekt med redesign af altibox.dk.

Redesign af altibox.dk

Projektledelse, informationsarkitektur, Photoshop layout, grafik: Marianne
CSS og implementering i Liferay: Steuerhaus

HVORFOR REDESIGNE?

Det er vigtigt at bemærke, at hele mindsettet i redesign handler om at løse problemer. Når motivationen til at redesigne et eksisterende website udelukkende er drevet af æstetiske overvejelser, mener jeg, at incitamentet for et redesign er utilstrækkeligt.

Der er mange omkostninger forbundet med et website redesign. Det kræver en masse tid, planlægning og beslutningstagen for at sikre, at det nuværende og nye indhold spiller godt sammen med det nye design. Jeg nævner nyt indhold, da ideen om redesign ofte opstår, når der netop bliver behov for håndtering af nyt indhold eller nye funktioner. Nyt indhold eller funktioner kræver i mange tilfælde en større omlægning af den nuværende struktur, for at det kan indgå i en logisk sammenhæng og spille sammen med det eksisterende.

Kan du svare ja til minimum to af følgende udsagn til at redesigne dit website, så er der gode grunde til at gå i gang.

  • Websitet er ikke brugervenligt
  • Et nyt design kan give mere trafik
  • Dataanalyser fra Google Analytics viser klart, at der er noget galt med designet
  • Et nyt design kan forbedre websitets hastighed og ydeevne
  • Websitet er bygget op i gamle tabeller og grafik i stedet for tekst og CSS
  • Websitet mangler funktioner, som kan forbedre brugerens søgen
  • Navigationen og informationstrukturen er ulogisk – og hindrer brugeren i at finde informationer
  • Designet passer ikke til det eksisterende brand

Stil dig så spørgsmålet om dit website har brug for et komplet redesign eller om problemerne kan løses ved redesign og omlægning af indhold og forbedring af strukturen? I tilfældet med altibox.dk var et redesign og en forbedring af strukturen den rette løsning. Fokus ligger nemlig også på omlægning af hele bestillingsflowet (Artikel følger, når nyt bestillingsflow er implementeret). Projektet kræver en stor indsats – og i stedet for at sprede alle kræfterne ud på at forsøge at tackle alt, er det bedre at have fokus på særlige indsatsområder i forbindelse med redesignet.

De særlige indsatsområder i det gamle altibox.dk gennemgår jeg i det følgende.

ALTIBOX.DK – WEBDESIGN FØR OG EFTER

Ganske vist var det tidligere altibox.dk overskueligt i hvert fald ved første øjekast på forsiden, og den overskuelighed skulle naturligvis bevares. Men forsiden på det gamle altibox.dk besvarede ikke med det samme spørgsmålet “Hvad handler det her om?”.

Sitet var bygget op af for mange lag, det vil sige, ekstra kliks før brugeren nåede frem til det ønskede indhold. Blandt andet indeholdte hovedmenuen ikke produkterme, men i stedet lå de gemt under menupunktet “Produkter & priser”. I det nye altibox.dk har jeg fjernet det lag, som udgjorde denne ekstra oversigtsside med links til produktkategorierne, og i stedet ligger produkterne nu direkte tilgængelige i hovedmenuen. Hovedmenuen havde også på et tidspunkt både en “Kontakt” og en “Kundeservice”, som nu er flettet sammen til en “Kundeservice og support”. Derudover er “Om Altibox” rykket ned til den nye og forbedrede footer. Mere om footer sidst i indlægget.

Resultatet er, at hovedmenuen nu har fokus på produkter og er mindre corporate-like. Således fremgår hovedmenuen mere modtagerorienteret og indeholder nu de rette nøgleord for sitet.

altibox.dk før:

altibox.dk før redesign

altibox.dk før redesign

altibox.dk efter:

Efter redesign af altibox.dk

Efter redesign af altibox.dk

Ny forside med en klar call-to-action

Tjek adresse-feltet lå tidligere i en kasse i en række af 3 ens felter på forsiden. Så denne vigtige handling kunne blive overset. Nu ligger Tjek adresse i et felt for sig, som ikke ligner forsidens øvrige felter. Tjek adresse har nu en klar call-to-action, som er den primære action, som vi ønsker fremhævet på forsiden. Tjek adresse-feltet går igen på alle produktsider med samme placering og øger genkendeligheden.

Nyheder har ligget godt gemt i dybere lag nemlig i et undermenupunkt til Om Altibox. Nu ligger de 4 seneste nyheder synligt på forsiden med links. Sådan fremstår sitet mere dynamisk og viser, at der er noget nyt at komme efter.

Det gamle altibox.dk havde flere forskellige farver til call-to-action-knapper – blå, grønne, grå og så den røde i hovedmenuen. Uensartethed kan forstyrre helheden og gør det sværere for besøgende at afkode og bruge flere typer elementer. Det nye altibox har kun den røde hovedmenu og de orange knapper.

En stor del af det gamle altibox.dk var også bygget op i grafik, hvor al den gode tekst lå indlejret. Det gjorde det svært for Google at læse siderne og tungt og besværligt at vedligeholde. Websitet er nu gearet til Google med flere interne links og mere tekst fremfor grafik, hvilket gør websitet nemmere at finde rundt på og indeksere for søgerobotterne.

Resultatet af redesignet øger brugervenligheden, og reducerer det antal klik/lag, som brugeren skal igennem for at nå de ønskede informationer. Det nye design gør det nemt at få øje på den primære opfordring til handling på forsiden.

Altibox.dk før redesign – indsatsområder

altibox.dk før redesign, indsatsområder

Altibox.dk efter redesign – løsning

altibox.dk løsninger efter redesign

 

Hvad er en god footer?

En god footer giver brugerne genveje til relevante links som eksempelvis selvbetjening og andre ofte besøgte sider. Der skal også være en hurtig tilgang til kontaktoplysninger som adresse, telefonnummer og e-mail-adresse. CVR-nummer og link til persondatapolitik og betingelser hører også hjemme i en footer.

Footeren skal give brugeren et overblik over relevante undersider, som skal indeholde url’er med gode søgeord, som peger på  websitets sider. På den måde kan du forbedre dine placeringer i Google på de pågældende og relevante søgeord. Men dette stillede krav til en grundig oprydning af websitets url-venlige navne. Så jeg har omdøbt en del url’er, så de passer med deres placering i hierarkiet. Tag f.eks. Vejledning og videoguides til fiberbredbånd, som ligger under Kundeservice og support > Vejledning og videoguides > Fiberbredbånd. Denne får url-navnet http://www.altibox.dk/kundeservice/vejledning-og-videoguides/fiberbredbaand.

I det gamle altibox.dk var der ingen CMS-styring i footeren. Det er der i det nye altibox.dk. Så nu er det langt hurtigere og nemmere at vedligeholde.

Nye produktsider der gør det nemmere at målrette budskaber

Produktsiderne og siderne i kundeservicesektionen er også blevet optimeret. Produktsiderne er nu sat op med mulighed for at fremhæve målrettede budskaber i topbannere. Undermenuen til højre er en ekstra indgang til de underliggende sider, hvilket øger tilgængeligheden til mere information – og samtidig hjælper Google med at finde rundt i websitets struktur.

Kundeservicebilledet er af en af vores interne sælgere. Billedet medvirker til at gøre oplevelsen af besøget på altibox.dk mere imødekommende og personligt. At vise, at der står mennesker bag din forretning på websitet, virker tillidsvækkende.

Se nedenfor eller besøg eksempelvis Altibox fiberbredbånd

Æstetiske overvejelser

Problemområderne er gennemgået og nu er det værd at nævne de æstetiske overvejelser. Med det nye design fremstår altibox.dk mere tidssvarende og passer til den øvrige profil. Vi er gået fra 3d- til 2d-knapper, buede grafiske elementer i stedet for kantede elementer med skygger. Vi holder os til 3 forskellige røde nuancer og en orange, hvor der er opfordring til handling. Farvesymbolik er et emne for sig, så det vil jeg ikke komme ind på her.
altibox.dk nye produktsider efter redesign

Redesign – og hvad så nu?

Nu er det så spændende at følge resultaterne med Google Analytics. Vil forbedringerne få flere besøgende til at klikke videre fra forsiden? Er der flere konverteringer i form af køb og tjek adresse? Får vi bedre placeringer i Google på vores søgeord? Det vil hurtigt vise sig.

Til sidst vil jeg gerne høre, hvad dine oplevelser er med redesign – hvad enten du selv har arbejdet med det eller du har brugt et bureau? Hvilke mål havde du og nåede du dem? Du er velkommen til at skrive dine kommentarer nedenfor.

 

 

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest