Kom godt i gang med mobilvideo

Posted By on 2 maj, 2016 | 0 comments


Video tager content marketing med storm, og tendensen ser ud til at fortsætte. Så tiden er inde til at få sat mobilvideo i indholdsplanen. Video behøver ikke at være ressourcetungt og dyrt, da smartphones og apps i den grad har øget muligheden for, at alle, på et begrænset budget, kan realisere effektive online videokampagner.

I det følgende kan du læse om mine erfaringer, så det måske kan hjælpe dig i gang med at lave video-content med simple teknikker.

Det er fantastisk at opdage, at det ikke er så besværligt at lave gode mobilvideoer. På kurset ”Lav bedre mobilvideo” på Journalisthøjskolen over to dage fik jeg nogle gode fif, som jeg også vil dele her. Min plan med mobilvideo til Altibox var at tage en journalistisk tilgang fremfor en brandet og corporate-agtig. Min tanke var at lave autentiske, nærværende, informerende og korte videoer. Det kom der i skrivende stund noget helt godt ud af – med mere end 1.900 visninger på under 3 timer på Facebook – og flere likes, positive kommentarer og delinger.

Se også videoerne nederst i blogindlægget.

10 gode råd til at komme godt i gang med mobilvideo

1. Overvej målgruppen og sørg for at videoen er relevant for dem. Tænk din video igennem på forhånd. Lav en lille drejebog med dine hovedscener på en blok.

2. Sæt dig i modtagerens sted. Hvilke informationer er nødvendige for at kunne forstå videoen? Hvilke totalbilleder, nærbilleder og over-skulderen-billeder skal der tages? Hvad skal din hovedperson sige og vise foran kameraet?

3. Vend kameraet horisontalt med tænd- og sluk-knappen opad. Vis hvor er vi, hvem taler – og hvad skal der ske i en total eller i et nærbillede i indledningen af videoen.

4. Hvis du laver interviews, så sørg for at være stille. Du kan ikke klippe din egen stemme fra, når hovedpersonen taler. Og det fungerer bedst, når man kun hører hovedpersonen tale.

5. Vær opmærksom på lyden. Det er en god idé at anskaffe sig en ekstern mikrofon – for eksempel Røde SmartLav+ med clipsmikrofon (soundstore.com). Det er en god investering. Lyden har stor betydning for, om modtageren har lyst til at se videre. Arbejd gerne med realistisk lyd i baggrunden. Hos Altibox har jeg filmet min hovedperson i det miljø, som hun sidder i til dagligt. Da det netop drejer sig om en guide, virker det mere autentisk at lave videoen i kundeservice, hvor man svagt kan høre, at der bliver talt med kunder i telefonerne.

6. Hold kameraet helt stille. Du bør aldrig zoome, gå i stedet tættere på. Hvis du ikke lige har et lille stativ, så kan du med fordel bruge en selfiestang til at holde kameraet med. Men hold på grebet lige under smartphonen. Så holder du din smartphone mere rolig, fremfor når du står med smartphonen i hånden.

7. Lav flere korte optagelser i stedet for et langt klip. Lav gerne flere af de samme optagelser. Hvis du kender dine scener, ved du også, hvornår du har det, du skal bruge. Lav også hellere en ny optagelse i stedet for at prøve at redde den i redigeringen. Men sørg for at lave alle optagelser på samme dag og helst i samme tidsrum. Jeg havde lidt udfordringer med forskelligt lysindfald i rummet, og at min hovedpersons frisure ikke var helt den samme dagen efter ;0)

8. Brug iMovie-app’en til at klippe og klistre. Det er utrolig nemt at komme i gang med at redigere video i iMovie. Se også Annegrete Skovbjergs YouTube-video “Rediger video med iMovie på iPhone – trin 1“. Hvis du skal have et logo ind over din video, skal du bruge app’en Gravie. Her laver du en billedimport af png-filen.

9. Hold lidt igen med effekter. Både når det gælder overgange, filtre, musik og tekster, der hvirvler rundt. Det kan nemt komme til at virke lidt søgt og forvirrer mere end det gavner.

10. Husk at sætte din Facebook-app eller Pages-app til at uploade video i HD-kvalitet. Upload video direkte til Facebook i stedet at publicere et link fra YouTube-kanalen. Det giver flere visninger og ser kønnere ud.

Fik du nogle fif med på vejen? Er du allerede godt i gang med mobilvideo? Skriv gerne en kommentar i feltet nedenfor.

Informationsvideo: Fibernet til Nr. Vorupør

Video-guides til Altibox

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest