Facebook – tag nu at fremhæve konkurrencereglerne

Skrevet af Marianne Brahe den 20 dec, 2011 | 0 kommentarer


UPDATE: Det er nu tilladt at bruge Facebooks værktøjer til at oprette konkurrencer!

Af og til har jeg også lyst til at give pokker i Facebooks konkurrenceregler. Alle de arbejdstimer jeg kunne spare ved blot at opfordre mine fans til at tagge sig selv eller give et ‘Synes godt om’ til billedet af den store gevinst på væggen. Og ak og ve, ingen synes stadig at vide noget som helst om Facebooks konkurrenceregler.

For et års tid siden skrev jeg indlægget Overtræder du Facebooks konkurrenceregler? med advarsler om, at hvis din virksomhed overtræder reglerne omkring konkurrencer på Facebook, kan Facebook lukke din side – uden forudgående advarsler. Grimme trusler og bestemt ikke nogen rar tanke.

Tiden er inde til en genopfriskning på Facebooks konkurrenceregler.

Større brands og virksomheder bryder Facebooks konkurrenceregler

Det er interessant at overvære, hvordan nogle større danske brands og virksomheder og endda større reklamebureauer bryder reglerne gang på gang. Men nu hvor julekalenderkonkurrencerne spreder sig som steppebrande på Facebook, er der for alvor sat gang i debatten og Facebooks folk har travlt med at advare virksomhederne ved åbentlyst at kommentere konkurrencerne. I sig selv temmelig dårlig reklame for virksomhederne.Vi bør alle læse det med småt. Det er pinligt at se større brands og virksomheder, som helt ubekymret og i strid med reglerne, poster den ene ulovlige konkurrence efter den anden.

Jeg vender tilbage til det med småt…

Brug aldrig Facebooks funktioner og værktøjer i dine konkurrencer

Det springende punkt i reglerne er, at du ikke må gøre brug af Facebooks funktioner og værktøjer i dine konkurrencer. Det vil sige, at det er strengt forbudt at opfordre til at kommentere, dele eller give et ‘Synes godt om’ til et billede i et album eller til et billede, som du har postet på væggen. Og du må aldrig opfordre dine fans til at lægge billeder på din væg, hvorimod at de kan vinde noget.

Det er også strengt forbudt at kontakte en fan via listen på Facebook. Det svarer til at sende en e-mail uden forudgående accept fra modtageren. Du må heller ikke offentliggøre vindere på din Facebooksides væg. Alt skal foregå via en 3. parts applikation eller via en iFrame, som kører på din egen hjemmeside, men som fremgår på Facebook via en applikation (faneblad).

Det er besværligt, bøvlet og dyrt at udvikle sine egne konkurrenceapplikationer, men vi kan heller ikke forvente at alt stilles gratis til rådighed. Vi kunne også spørge Facebook, hvor den store knap er, der fortæller både uvidende og velvidende, at det her skal tages alvorligt? Alt det med småt bliver ikke læst. Vel er det ikke smart at bryde konkurrencereglerne og opfordre til spam, men mange virksomheder er uvidende om konkurrencereglerne. Facebooks advarsler rammer hårdt, når de åbenlyst bliver smidt i hovedet på væggen der, hvor fans læser med.

Hvis de regler skal sive ind og tages seriøst derude, så fremhæv dem med en stor knap i stedet for at massakrere konkurrencerne og stille virksomhederne i den ubehagelige situation.

Facebook ville også gøre os, som allerede overholder konkurrencereglerne, en stor tjeneste.

Læs opsummeringen på reglerne i mit indlæg 4 konkurrenceregler på Facebook du skal følge.

Læs også Facebooks Promotions Guidelines: facebook.com/promotions_guidelines.php

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest