Jul for næsten voksne

Skrevet af Marianne Brahe den 3 dec, 2010 | 0 kommentarer


Flæskesvær vigtigere end julegaver?
Julen burde være en milepæl for, hvornår du er blevet voksen. Det er nemlig øjeblikket, hvor du tager dig selv i at glæde dig mere til julemad end til julegaver.

Julemad over julegaver

Måske burde man egentligt først konfirmeres, når man kigger længere efter de sydende og boblende svær på flæskestegen i ovnen end efter pakkerne under juletræet. 

Du er “voksen”, når du sulter dig selv en hel juleaftensdag bare for at sørge for mere plads i maven til aftenens store ædegilde – i stedet for at ligge søvnløs til juleaftensmorgen, og der er længe, længe til juleaften og til det afsnittet med Chip og Chap, der pisker rundt i Anders Ands pyntede juletræ i det traditionelle Disney Julesjov.

Forventningens glæde og mælkechokolader hver morgen

Som barn var hovedet ved at sprænge af bare spænding hver dag helt til juleaften. Du plagede dine forældre ved at falde i søvn alt for sent om aftenen på grund af spændinger og julekneb i maven og julegaveønskelister. Og morgen efter morgen stod du ALT for tidligt op – bare for at få åbnet dagens julekalenderlåge, hvor der måske endda gemte sig et billede af et kræmmerhus.

De bedste kalenderlåger var selvfølgelig dem med chokolade – til trods for smagløst tysk discountmælkechokolade.

Søndag morgen var de allerbedste, for da havde julenissen været der for at hænge en pakke op på familiens stolte og broderede juleranke.

Sådan sneglede dagene sig afsted helt indtil juleaften.

Som om vi ikke lige havde fejret jul..?

Voksenjulen er en helt anden snak. December stormer afsted – og du synes hvert år, at du lige har fejret julen. Hver dag bliver du mindet om hvor få dage, du har til at få ordnet julegaveindkøb, bagning, pyntning, konfekt og juletræsfældning, så det endnu en gang ikke bliver et af de sidste, kedelige og skæve grantræer fra den lokale SuperBrugs. Og atter i år ved du ikke, hvad du skal ønske dig…?
Så skulle det lige være nogle flere fridage. Kedeligt, at blive voksen. Men på den anden side, så er flæskesværene gode – altså dem, som vor kære mor laver dem.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest