Mit barndomshjem på ‘Vefttoften’ er til salg

Skrevet af Marianne Brahe den 10 jul, 2015 | 0 kommentarer


Bum, så er det en kendsgerning. Mit barndomshjem på ‘Vefttoften’ er til salg. En lidt mærkelig følelse eftersom, at mine forældre har boet på matriklen i 48 år, og at storebror og jeg faktisk er vokset op der.

‘Vefttoften’ er Vesttoften

‘Vefttoften’ er Vesttoften. Det var svært at udtale, når man var knap 3 år. Men det var småting, udfordringer var der nok af for mor og far.

Mine forældre har gentagende gange fortalt mig om dengang, hvor jeg som 1-årig kom fræsende i mit baby-gangstativ på mine små, tykke ben og fløj 10-trappetrin-ned og ramte kældergulvet. Der var øjeblikkelig panik, og mor og far næsten landede pladask oveni mig, der for enden af trappen, for at tjekke livstegn. Herfra gik det hu-hej, vilde dyr og afsted til skadestuen. Men alt var godt, og jeg slap med et bette ar ved øjet. Lugen til trappen blev nu altid lukket med omhu.

Orange-brunt 1960’er barndomshjem med klinker og vinkelstue

Mit barndomshjem med en typisk lang 1960’er-fordelingsgang, børneværelser, et soveværelse og en vinkelstue med udsigt til Mols – og en kælder med brune klinker og med dengang tidstypisk hessian på væggene og tykke orange-brune gardiner i de fleste rum. Det er dog ændret, og mor og far har moderniseret og gjort ved. Andre ting, som de pertentlige og yderst vedligeholdte mintgrønne 70’er-fliser på det gamle badeværelse med badekar, sidder der, som var de muret op i går.

Alle disse rum og så mange minder, skal snart danne rammerne om en ny families glæder og sorger.
Det er naturligt nok, at det ville ske før eller siden, men alligevel er det vemodigt. Jeg tænker på dengang, jeg som teenager flyttede i et af værelserne i kælderen, hvor jeg spillede Nick Kershaw og David Bowie på grammofonen, og på storebrors lød der Shubidua. Det var også her, mine veninder og jeg blandede Bacardi-rom, smagte på æggelikør og Pisang Ambon, inden vi indtog en byfest eller et strandparty.

Familiefester og bordtennis i kælderen

I kælderens ‘Det store rum’ blev der spillet rundt-om-bordtennisbordet til familiefesterne. Det var også i kælderen, at hi-fi-far og hi-fi-sønnike udførte lydeksperimenter med tomme æggebakker klæbet op på væggene, og der blev spillet Pink Floyds ‘The Wall’ for fuld udblæsning.

Kælderen var også til klassefester og familiekomsammener – og selv en rigtig bar fik vi, hvor storebror fik sin første lille futter på.

I kælderen var fars værksted også – med plads til cykelreparationer og andre store håndværksting. Og så var der også fars ‘malerrum’ med plads til store lærreder og malerklatter. Sidstnævnte spredte sig alligevel på mystisk også ovenpå på håndtage, døre og køkkenlåger til min mors evige store irritation.

Underlige og meget skræmmende kradselyde i kælderens gamle vægge

Men kælderen viste sig også fra en anden meget mørk side! Det var dengang, at jeg måtte flytte ud af mit kælderværelse, og op ovenpå igen, da jeg hørte uhyggelige og skræmmende kradselyde i væggene om natten. Min mor hørte det aldrig, og det var svært at være overbevisende.

Fra Köln og hjem i kælderen igen

Der er så mange historier om den kære kælder på Vesttoften 1. Siden blev den jo også ‘pitstop’, hvis min bror og jeg i perioder manglede tag over hovedet, efter vi havde forladt reden.

I 1990 flyttede jeg hjemmefra, og det langt væk, helt til Køln i Tyskland. Her boede jeg også i en kælder, men slet ikke som derhjemme. I de første uger havde jeg voldsom hjemve og tabte flere kilo. Det vendte dog forholdsvist hurtigt, og jeg faldt godt til – og tog nok +10 au-pair-kilo på.

Åbner køleskab og slikskab som var det mit eget

Det er sjovt at tænke på efter så mange år, siden jeg flyttede hjemmefra, så har jeg alligevel, som var det det mest naturlige i verdenen, åbnet køleskabet og slikskabet og kigget ved næsten hvert eneste besøg. Næsten lige så forventningsfuldt har min søn Asger og jeg sat os til bords og fået livretter serveret. På Vesttoften 1 har vi hygget, skændtes og snakket – og kan det overhovedet blive den samme gode lur på sofaen på en anden adresse? Jeg ved det ikke.

Nu inden så længe skal jeg bære flyttekasser og andre ting ud af mit barndomshjem, hvor en tåre og en klump i halsen vil være tydelige beviser på, at jeg aldrig bliver god til at sige farvel til nogen eller noget.

Barndomshjemmet i Egå

Storebrog Stig og jeg

Men det kan ikke være anderledes, og behøver heller ikke være anderledes.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest