Styrk din personlige LinkedIn-profil, og synliggør din faglighed. Når du har læst min guide, ved du mere om, hvordan du får det bedste ud af din LinkedIn-profil, uanset om du ønsker nyt job, et stærkere netværk, nye kunder eller ønsker at blive ambassadør for din virksomhed.

LinkedIn er et digitalt og professionelt netværk, hvor du har dine kontakter fra din karriere i erhverslivet og uddannelserne. På LinkedIn kan du holde dig opdateret om faglige emner og dele din egen faglige viden, som du mener, er relevant for dit netværk.

Det er individuelt hvor meget, man vælger at lægge af kræfter i LinkedIn. Men du kan hurtigt score nogle nemme point ved at sørge for at have din LinkedIn-profil opdateret med et profil- og coverbillede, beskrivelse af uddannelse og erfaring. 

Lidt LinkedIn-statistik

2,2 mio. danskere har en LinkedIn-profil.

9% af dem bruger dagligt LinkedIn.

62% af de 20-35 årige besøger virksomhedens sociale medier for at finde jobinformation.

73% af de 20+35 årige fandt seneste job gennem sociale medier. 
Kilde: Astrid Haug

Styrk din personlige LinkedIn-profil med fokus på din faglighed

Din professionelle og personlige profil er, ligesom virksomheden du er ansat i, et udstillingsvindue. Så fortæl, hvem du er, og hvilke faglige kompetencer du har. Sørg for gode beskrivelser af:

– Hvor du arbejder (husk at pege på virksomheden på LinkedIn, så tæller du med som ansat)
– Hvor du har arbejdet
– Hvad dine opgaver var
– Hvilke resultater du nåede

Jo flere nøgleord du sætter på, jo mere synlig bliver du i resultatsøgningerne på LinkedIn.

Det første ord i din headline vægter LinkedIns algoritme meget højt. Så placer dit allervigtiste søgeord lige der.

Sørg for at have et vellignende profilbillede – og ikke et fra en fest eller et, som er taget med din arm. Coverbilledet er ofte det, som de fleste udelader, men får din LinkedIn-profil til at se ufærdig ud. Coverbilledet skal være i størrelse 1.584 x 396 pixels.

Tjek din Social Selling Score på LinkedIn

Du kan måle, hvordan du klarer dig med at bygge relationer og dit personlige brand ved at klikke ind på LinkedIns Social Selling Index.

Tjek din Social Selling-profil.

Hov, det kunne godt være bedre med min LinkedIn-profil…

Tjek dit Social Selling Index på LinkedIn

Hvorfor skal jeg dele viden på LinkedIn?

– Påvirke dit netværk, kunder, medier, tiltrække nye kolleger eller finde din nye arbejdsgiver

– Skabe værdi for andre, der har brug for den viden, du har. Ligesom i fysisk netværk, kan man også på LinkedIn sørge for at bringe værdi.

Det kan du gøre ved at:


– Lave en kort deling med link til egne eller andres materialer, som er relevante for dit netværk. Det kan være artikler, værktøjer, arrangementer og jobopslag
– Skrive et opslag eller en artikel baseret på dine erfaringer, som andre kan lære noget af
.

Husk at likes, kommentarer og delinger af din virksomheds og dine kollegers relevante opdateringer øger rækkevidden betragteligt på opslagene.

Det gør også en markant forskel for din virksomhed, når du engagerer dig i virksomhedens LinkedIn-profil. Del eller ‘like’ fx virksomhedens opslag, når du synes, at der er noget, som du vil dele med dit netværk. Husk at skrive 1-2 linjers tekst sammen med opslaget, som du deler. Du kan også give et opslag et like. Med et like bliver opslaget også vist i dit netværks nyhedsstrøm.

At DELE versus at LIKE opslag

– Del, når du har lyst til at tage personligt ejerskab for det, du deler ved at knytte dit personlige budskab til opslaget. Med andre ord. Hvorfor skal dit netværk se det delte?

– Like, når du blot ønsker at vise artikler helt, som den er, uden at have en personlig holdning til den. Liker du opslagene på din virksomheds side, bliver de også vist i dit netværk, alt efter algoritmen.

Sådan laver du en opdatering på din LinkedIn-profil

Klik ind på LinkedIn og placér din mus i det øverste felt, hvor du har adgang til at lave en opdatering. Du har her mulighed for at lave fire typer opdateringer:

1) Ren tekst: Kan bruges til at komme med betragtninger og overvejelser eller til at stille spørgsmål til netværket. Der er ikke nogen grund til at bekymre dig om færre visninger, da rene tekstopslag uden billede kan få mindst lige så mange visninger og engagement.

2) Tekst med link: Her får du mulighed for at skrive en kort tekst til linket, som du vil dele. Skriv din tekst og indsæt linket. Så genererer LinkedIn automatisk en forhåndsvisning. Du kan slette url’en igen herefter, den pynter ikke så meget og behøves ikke, når linket med forhåndsvisningen er genereret.

3) Tekst med billede: Billeder og grafikker er en måde at skabe blikfang, så kommer din opdatering også til at fylde noget mere i nyhedsfeedet. Klik på kamera-ikonet for at uploadet et billede. Skriv din tekst.

4) Tekst med video: Har du ikke selve video-filen, kan du ikke uploade den. I stedet indsætter du linket til videoen, hvorefter LinkedIn genererer visningen. Skriv din tekst, som introducerer videoen, og slet derefter url’en.

Vælg om opslaget skal være ‘public’ eller kun synligt for dit netværk. Som hovedregel giver det mest mening at vælge ‘public’ på LinkedIn. Er du på Twitter, har du mulighed for at dele opslaget der. Muligheden for at kommentere på opslaget skal være slået til. Det giver ikke så meget mening at dele noget i et socialt netværk, hvis du ikke ønsker kommentarer.

Hvad kan du lave opdateringer om?

– Jobopslag

– Gode historier om din virksomhed f.eks. ved medieomtale eller deltagelse i arrangementer

– Viden om det nyeste inden for dit faglige område – skriv selv eller del links med egen kort tekst
- Fortæl om konferencer og kurser, du deltager på

– Del relevante opslag fra dine kolleger eller fra andre i dit netværk

– Del opslag fra din virksomheds LinkedIn-side og husk at skrive en tekst til opdateringen, så du fortæller, hvorfor du deler. Du kan også nøjes med at give et ‘like’ til opslagene. Så fremstår LinkedIn-siden også mere aktiv, når besøgende kigger forbi eller følgere ser opslaget i nyhedsstrømmen.

– Skrive en artikel baseret på dine erfaringer, som andre kan lære noget af.

Øvrige LinkedIn-tips

Fremhævede kompetencer og anerkendelser

En god idé er at give 1-3 relevante anerkendelser til en kollegas kompetencer. På den måde højner du din kollegas profil – og samtidigt virksomhedens profil for sine fagligt dygtige medarbejdere.

Tags og hashtags


Det er også muligt at henvise direkte til personer eller virksomheder ved at bruge et ‘@‘ i dine opslag. Hvis du f.eks. vil skrive et opslag om et foredrag, du har været til, så kan du bruge et ‘@‘ foran navnet på den eller den virksomhed, du vil henvise til. Et @ fungerer som et link til personen eller virksomheden, som du ‘tagger’. I nogle tilfælde kan det være en god idé at afstemme med personen først.

På LinkedIn er det også muligt at bruge et hashtag foran nøgleord / søgeord, som fortæller noget om indholdet af dit opslag. Hashtags fungerer som søgeord, så et opslag omhandlende #dkpol samles i disse resultatsøgninger. Dermed får du samlet dit opslag blandt disse søgeord. Brug hashtags med omhu og ikke mere end 2-3 ord.

Nu er det din tur! Måske har du lyst til at dele dit bedste tip om LinkedIn 🙂 Du er velkommen til at skrive i kommentaren i bloggen.

Læs nyeste blogindlæg