MEINE FAMILIE
Meine Familie – 5. klasse
I forbindelse med emnet “Meine Familie” har jeg introduceret mine elever i 5. klasse for tegneserieværktøjet Pixton, som er tilgængeligt på Skoletube. Pixton er et digitalt og visuelt understøttende værktøj til fremstilling af egne tegneserier (Mere om Pixton og min empiriske undersøgelse følger i bloggen).
Jeg har bl.a. anvendt Gyldendals Familie-forløb til opbygning af viden og ordforrådstilegnelse til emnet Meine Familie. Eleverne skal slutte forløbet af med en skriftlig præsentation af egen familie ved hjælp af Pixton. Derfor har jeg støttet mig til den australske genrepædagogik Teaching Learning Circle for bedst muligt at støtte eleverne i deres første skriftlighed på tysk. Teaching Learning Circle består af fire faser (Gibbons, 2019).
Fase 1: Opbygning af viden om emnet
Første fase drejer sig om at variere undervisningen med forskellige øvelser, hvor flere kompetencer sættes i spil. Lytte, læse, tale, spille spil og bevæge sig.
Brainstorming – familieord på tysk
Alt efter dit kendskab til eleverne, så lad dem to og to brainstorme tyske ord for familie. Måske kender de allerede nogle tyske ord for familie. Fx Mutter etc. De må også gerne notere danske ord. Bagefter taler vi om ordene i klassen, og du skriver ordene på tavlen. De danske ord oversætter du til tysk.
Lytte til og læse samtaler om familie
Brug gættestrategier. Eleverne skal opmuntres til at sammenligne tyske ord med danske. Det giver en enorm tryghed.
Til lytte- og samtaleøvelser har jeg desuden støttet mig til forløbet Familie på Gyldendals tyskportal.
Spille og lege
- Bogstavsslange (individuel)
- Domino-Spiel med familieord og billeder, som eleverne i grupper skal samarbejde om at løse
- Partnersuche: Find dit match “Ich bin… Wer bist du? I denne leg får de hver især udleveret en seddel med en sætning om et familiemedlem, som de er. De skal fortælle, hvad der står og derefter spørge sidemakkeren ved at sige: “Ich bin der Vater, wer bist du?” Sidemakkeren svarer med sit kort: “Ich bin die Tochter, wer bist du?”. Sådan går øvelsen hele vejen rundt. Eleverne skal lytte godt efter, da det nu bliver lige så meget en lytteøvelse som en taleøvelse, da de skal spotte deres partner (Tochter + Sohn, Vater + Mutter, Cousine + Vetter, Hund + Katze usw.) Mind eleverne om hvilke par, der hører sammen. Skriv dem på tavlen. Når kæden sættes i gang, skal der lyttes godt efter. Når eleverne har taget to runder, skal de nu finde deres match og aflevere stikket til dig.
Husk at gøre eleverne opmærksomme på, at V på tysk udtales som et f, og giv dem eksemplerne “Vater” und “Vetter”.
Jeg vender tilbage med links og materialer.
Fase 2: Forståelse af genren og modeltekst
I fase 2 skal opmærksomheden rettes mod selve genren. Comics eller tegneserier er en taknemmelig genre at arbejde, da de fleste elever er fortrolige med genren. Tal om tegneseriegenren, og om hvad de allerede ved om den. Lad dem først tale to og to sammen, og bagefter i klassen. Tal om gestik, mimik, billede og tekst. Og hvordan man typisk ville præsentere sin familie i tegneserieform.
Ret elevernes opmærksomhed mod familieord, gennemgå opgaver som de har arbejdet med i klassen – og repeter de tre køn, som de også arbejdede med i fase 1. Mange elever er sikkert stadig forvirrede over de tre køn, og hvordan kan et barn være intetkøn osv. Forklar, at vi på dansk har to køn – og at vi på tysk har med et tredje køn at gøre. Ved gennemgang af opgaverne oplever jeg, at flere markerer og de, der ikke havde nået opgaverne eller ikke var der sidste lektion, får chancen for at følge med og stille spørgsmål.
Modeltekst
Nu skal eleverne introduceres for en modeltekst. Nedenfor har du en fuld udgave af en modeltekst, som du kan tilpasse.
Modelteksten er til ti paneler i Pixton. Husk, at nogle elever måske ikke har så stor en familie. Sæt derfor et minimumskrav i fase 4 på fx seks paneler (inkl. intro og afslutning).
Der skal være en start (1-3) og en afslutning (10), hvor eleverne desuden repeterer “Begrüßung” fra 5. klasse.
1. Hallo! Ich heiße __________
2. Und ich bin ____ Jahre alt
3. Hier ist meine Familie!
4. Mein Bruder heißt __________
5. Meine kleine Schwester heißt __________
6. Meine große Schwester heißt __________
7. Mein kleiner Bruder heißt __________
8. Meine Mutter heißt __________
9. Mein Vater heißt __________
10. Das war meine Familie!
Eleverne skal skrive stikord til præsentation på baggrund af modeltekst. De skal støtte sig til modelteksten. Enkelte vil vise større mod og fx præsentere hund, kat og udvekslingsstuderende. De må bruge modeltekst så tosset, som de vil.
Næste gang skal de bruge deres modeltekst til at skabe en Pixton-tegneserie med karakterer af deres familiemedlemmer og lave talebobler med deres tekster – lege med mimik og gestik.
Fase 3: Fælles konstruktion modellerer skriveprocessen
Fase 3 er stadig lærervejledt, og eleverne er ikke helt klar til at skrive selvstændigt om emnet endnu. Så det handler om at arbejde med elevernes viden fra de foregående to faser, og lade dem forsøge at lave sætninger selv.
– Den fælles konstruktion er en meget vigtig del af undervisnings- og læringscirklen, fordi den både viser eleverne selve processen med at sætte en tekst sammen og viser dem produktet, som er af samme slags som det, de sidenhen selv skal skrive (Gibbons, 2019, s. 141).
Eksempel på fælles konstruktion af tekst
Lad eleverne følge din modeltekst på tavlen, og vis med fx bevægelse, hvad de skal skrive. Hier ist meine Mutter, sie heißt __________ . Spørg i plenum. Mein Bruder heißt __________ osv. De har arbejdet med deres stikord fra sidst. Der skal være åbent for spørgsmål til andre familiemedlemmer. De øver sig, skriver en paralleltekst til modelteksten – en tekst, som ligner modeltekst i struktur og sprog. Eleverne skal prøve at efterligne og bruge deres ordforråd til at konstruere egen præsentation af familien.
I fase 3 arbejder vi også med Pixtons mange muligheder. De skal starte med at lave egen karakter. Mange bruger lige lovlig lang tid på at finpudse og afprøve. Så vær opmærksom på det.
Fase 4: Selvstændig skrivning
Teaching Learning Circle fase 4. Her er eleverne klar til selv at konstruere en familiepræsentation i Pixton. De er bevidste om tegneseriegenren, de har arbejdet med præsentation af sin familie og arbejdet med en modeltekst. De har også medvirket i at konstruere en fællestekst i fase 3.
Inden fase 4 er nogle elever allerede nået langt. Andre elever hægter bagud måske pga fravær, men viser engagement, og vil gerne være med. Sørg for, at de ved, hvad minimumskravene er. Nogle elever har ikke så stor en familie. Andre elever går så vidt til at lave mere end ti paneler. Opfordr de andre, der er færdige til at hjælpe dem.
Timer, hvor der opstår flest gode samtaler, og jeg oplever, at samhørigheden bliver styrket, er, når eleverne er kreative og eksperimenterende, og tør bruge sproget.
Jeg printede mine to 5. klassers Pixtons. Eleverne lavede en fællesudstilling i klassen. Et par eksempler nedenfor.
Kilder
Gibbons, Pauline (2019). Styrk sproget, styrk læringen. Sproglig udvikling og stilladsering i flersprogede klasserum. Samfundslitteratur.